Note: Dansk udgave af en artikel, jeg skrev på engelsk i starten af 2019.

Der har været en del tale om Blackmagic Pocket Cinema Kameraet (BMPCC4K), siden det blev annonceret i 2018. Med specifikationer som 4K video i 50p, samme sensor som Panasonic GH5S, XLR input og en stor, berøringsfølsom skærm bagpå, alt sammen til et prisleje omkring de 10.000, leverer BMPCC4K masser af kamera for pengene. Men hvor godt er det i praksis?

Jeg fik fingrene i mit i Oktober 2018, og lavede med det samme en lille natvideo af mit nabolag: Ørestad om natten. Se videoen nedenfor, og læs mine førstehåndsindtryk om at skyde en natvideo med kameraet.

Ergonomien

Jeg har brugt Panasonic kameraer gennem en årrække (GH4 og GH5). Sammenlignet med disse, føltes BMPCC4K som noget af en mursten, med en kampvægt på ca. 1 kg.

Ergonomien var dog alligevel god. Håndtaget passede fint i størrelsen, og knapperne føltes velplacerede. Når det kommer til natoptagelser, ville det have været rigtig rart med lys i knapperne: Jeg kom en del gange til at trykke på de forkerte “ISO, S og WB” knapper, fordi jeg fumlede mig frem i mørket.

BMPCC4K set oppefra
BMPCC4K oppefra – se ISO, S og WB knapperne

Jeg brugte primært Panasonic/Micro Four Thirds objektiver, som var forholdsvis lette, og oplevede ikke nævneværdige problemer med balancen.

Brugerinterfacet

En af de ting, jeg nød allermest ved kameraet, er at det udelukkende er et videokamera. Sammenlignet med f.eks. et Panasonic GH5, er knapper og menuer meget simple, da alt vedrørende foto-delen er skrællet væk.

Jeg blev lidt overrasket over fravalget af en “auto hvidbalance” funktion. Det generede dog ikke, da hvidbalancen nemt sættes med WB-knappen.

Den store touch-skærm var også dejlig, og kombineret med focus peaking, savnede jeg ikke en viewfinder. Men i denne omgang optog jeg også primært om natten – så måske kan der komme til at opstå problemer på en dag med høj sol…?

BMPCC4K - på bagsiden er der en stor, dejlig, trykfølsom skærm
Den store skærm bagpå er glimrende

(Mangel på) stabilisering

Min første tanke var at parre BMPCC4Ket sammen med et Sigma 18-35mm f/1.8 objektiv ved hjælp af en Metabones 0.71x speedbooster. Den kombination kunne jeg desværre ikke montere på min Zhiyun Crave V2 på grund af kameraets store håndtag.

I stedet brugte jeg diverse Micro Four Thirds objektiver, primært objektiver med indbygget stabilisering såsom Panasonic 12-60mm f/2.8-4 og Panasonic Nocticron 42.5mm f/1.2. Indimellem brugte jeg også et par ikke-stabiliserede objektiver.

BMPCC4K har ikke indbygget stabilisering, og dertil lader kameraet ikke til at udnytte objektivernes stabilisering særlig godt (hvordan de to så end hænger sammen). Mit indtryk er i hvert fald at et Panasonic GH4 (uden indbygget stabilisering), giver mere stabile optagelser end et BMPCC4K, hvis man bruger samme, stabiliserede objektiv på begge kameraer. Det kan være indbildning – det må jeg teste igen senere..

Under optagelserne gik jeg primært rundt fra sted til sted til fods og på cykel, så jeg ville gerne have et let setup. Alt skulle gerne kunne klemmes ned i en lille rygsæk. Her savnede jeg lidt den 5-aksede stabilisering, man så hurtigt vender sig til, når man bruger et Panasonic GH5, for enten skulle der stativ med, eller også skulle der vælges objektiver med indbygget stabilisering…

Anyways, Jeg valgte at filme håndholdt og stabilisere i Final Cut. Næste gang tager jeg et stativ med…

Batteriets levetid

Det er dejligt med den store skærm på bagsiden af kameraet, men den suger også livet ud af batterierne! Jeg havde en række ikke-originale batterier med mig, og jeg kunne bogstavelig talt se batteri-indikatoren falde minut for minut. Og så slukkede kameraet pludselig…

BMPCC4K batteriindikatoren på bagsiden af skærmen tæller hurtigt ned...
Der er brug for mange batterier, når man skyder på en kold vinterdag…

Batterilevetiden var til gengæld ikke det største problem: Jeg skød kun forholdsvis korte indstillinger, og max. et par timer om dagen. Så det var nemt nok at klare med et par ekstra batterier, og så at skifte batteri i ny og næ.

Hukommelseskort

Jeg havde kun et enkelt 300MB/s SD kort, og der er virkelig brug for hurtige kort, når man skyder 4K ProRes HQ. Med et 95MB/s SD kort kan man typisk nå at filme 15-20 sekunder, før bufferen er fyldt. Det var ikke det største problem for mit vedkommende, da jeg typisk kun tog små bidder af 15 sekunders varighed. Havde jeg brug for at skyde længere klip, optog jeg i ProRes 422.

Til fremtidige optagelser, har jeg købt en Samsung T5 SSD. Så skulle plads og hastighed ikke volde de store problemer – men jeg har dog ikke fundet en god måde at montere det på kameraet endnu. Så nu må vi se om jeg får lavet en lille rig til det, eller om jeg bare ender med at købe nogen CFast kort…

Videokvalitet

Det var en god oplevelse at skyde med BMPCC4K kameraet, så det var spændende at komme hjem og se videokvaliteten. Jeg havde høje forventninger til dual ISO systemet. Måske lidt for høje…?

Kvaliteten var generelt god, men jeg syntes at kvaliteten var lidt for grynet ved høje ISO-værdier (det meste af videoen blev skudt ved ISO 1600-3200, så vidt jeg husker). For at reducere grynene, brugte jeg noise reduction i Final Cut Pro X.

Dernæst havde jeg et par problemer med flickering. Det overraskede mig, da jeg omhyggeligt havde sat kameraet til 50MHz, så det passede overens med den europæiske standard. Det skal jeg også lige have checket op på en gang i fremtiden, før jeg giver kameraet skylden;-)

Den korte udgave

Jeg elskede at filme med BMPCC4K kameraet, primært på grund af den store skærm og det gode user interface. At der ikke er stabilisering i kameraet er lidt af et problem – det gør i hvert fald at jeg skal vælge hvornår Panasonic GH5et skal med, og hvornår BMPCC4Ket skal med.

Men under alle omstændigheder ser jeg frem til at skyde den næste video med kameraet;-)

BMPCC4K med Panasonic Lumix 12-60mm objektiv
BMPCC4K med Panasonic Lumix 12-60mm objektiv


Skriv et svar

Jeg sender kun nyhedsbreve ud lejlighedsvis - 2-4 gange om året. Og du kan altid afmelde nyhedsbrevet igen ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet. Nyhedsbrevet er drevet med Mailchimp, og dine informationer vil derfor blive håndteret af Mailchimp.

© 2019 Stefan Grage