Stock fotos (arkivbilleder) bruges af stort set alle medier nu om dage: Det er let og billigt at finde billleder og illustrationer via websites som shutterstock.com, gettyimages.com og colourbox.dk.

De seneste par år er en ny type stock foto websites steget i popularitet: Websites, hvor fotografer kan give deres fotografier væk gratis, og andre brugere kan downloade og anvende dem frit.

I denne artikel vil jeg sammenligne tre af de mere populære gratis stock foto arkiver: Pexels.com, unsplash.com og pixabay.com. Så spørgsmålet, der undersøges, er: Hvilket gratis stock foto site er bedst for fotografer?

Hvorfor give sine billeder væk?

Det kan måske allerede føles svært at tjene penge nok som fotograf – så hvorfor i det hele taget give sine billeder væk, uden at få noget for dem?

Jeg har selv delt en række billeder på pexels, unsplash og pixabay. For mit vedkommende, har det primært handlet om at få mit arbejde ud over rampen – så det handler vel i bund og grund og selvpromovering.

De billeder, jeg har lagt op, er primært gamle billeder, jeg har taget i forbindelse med egne projekter eller hvis jeg har øvet en foto-teknik. Altså billeder fra projekter, jeg har afsluttet. Så hvorfor ikke dele dem, hvis de alligevel ikke skal bruges til andet?

Ønsket om at bidrage til fællesskabet er også en motiverende faktor: Jeg bruger ofte billeder fra de gratis stock foto services til præsentationer. Og hvis jeg anvender, vil jeg også gerne bidrage – det er princippet om reciprocitet.

Som den sidste motiverende faktor er der konkurrenceelementet: Hvor populære kan mine billeder blive? Det understøtter de forskellige websites på vidt forskellig vis, og er noget jeg vil vende tilbage til senere i artiklen.

Pexels, Unsplash og Pixabay

Lad os først dykke ned i et par informationer om de tre platforme, Pexels, Unsplash og Pixabay.

Pexels

Pexels har været på markedet siden 2014, og er stiftet og drevet af tre tyskere: Bruno Joseph, Ingo Joseph og Daniel Frese.

Der skiltes ikke med antallet af billeder, men stikprøver på søgninger viser at billedarkivet er væsentligt mindre end unsplash og pixabay. Eksempelvis giver en søgning på “copenhagen” kun 8 resultater på pexels, og lige knap 600 resultater på både unsplash og pixabay.

Ud over fotografier, tilbyder pexels også stock video. Stock video-delen er en ny og spændende feature, og er pt. under udbygning.

Pexels platformen består af både et velfungerende website og en mobil app, samt diverse social media kanaler. Der er en redaktion, der gennemser og godkender billeder uploadet af brugerne, samt udvælger billeder og videoer til at blive “featured” på forsiden og gjort søgbare på sitet. Pexels.com er også oversat til dansk.

Pexels har et kommercielt samarbejde med Adobe Stock, så der kan forekomme sponsorerede fotos på sitet, og der er også et par andre reklamer hist og her.

Unsplash

Unsplash startede i 2013 ved lidt af en tilfældighed. Den Canadiske virksomhed crew.co, en online markedsplads for design-relaterede opgaver, havde en række billeder til overs fra et fotoshoot. Dem gav de gratis væk via en tumbler blog. Brugerne tog godt imod den, og sidenhen voksede unsplash voldsomt, og blev i 2017 en selvstændig virksomhed.

Unsplash deler frit ud af statistikkerne, og har lige knap én million billeder lige nu. Unsplash understøtter kun fotografier, og ikke video.

Unsplash platformen består, ligesom Pexels, af et velfungerende website og en mobil app, samt diverse social media kanaler, herunder unsplash medium bloggen, hvor de deler mange interassante historier. Der er en redaktion, der gennemser og godkender billeder, der uploades af brugerne, og udvalgte billeder gøres søgbare og publiceres på unsplash feedet/forsiden.

Da Unsplash oprindeligt blev drevet som markedsføring af crew.co (som nu er lukket), har unsplash ikke nogen samarbejder med andre stock foto virksomheder, så man slipper for reklamer/sponsorerede fotos, og der er heller ikke reklamer på sitet.

Unsplash har succes med at tilbyde andre virksomheder adgang til deres billedarkiver vis unsplash APIen, så unsplash billeder frit kan tilgås via en række andre platforme såsom Dropbox Paper, Squarespace og Medium.

Pixabay

Pixabay startede som en personlig billedsamling for Hans Braxmeier og Simon Steinberger tilbage i 2010/2011. I 2012 blev pixabay lavet om til en community-baseret løsning.

Pixabay skulle efter sigende have en del over 1 million billeder i arkiverne, herunder også grafik-filer og videoer.

Pixabay platformen består af et website og en mobil app, samt diverse social media kanaler. Men processen med at uploade videoer og billeder er mindre velpoleret end på Pexels og Unsplash. Det ser lidt 2005-agtigt ud.

Pixabays foto upload

Til forskel fra pexels og unsplash, er det ikke en redaktion, der godkender billederne, men brugerne selv. På siden for kvalitetsbedømmelse, giver andre brugere et thumbs up eller ned, som afgør billedets videre skæbne på sitet. Dertil vises redaktionens udvalgte på forsiden.

Pixabay har et kommercielt samarbejde med Shutterstock, så der kan forekomme sponsorerede fotos på sitet.

DWTFYW Licensen

Alle tre websites deler billederne under en variant af Do What The Fuck You Want licensen (DWTFYW). Den giver brugerne ret til at bruge billederne til et hvilket som helst formål, herunder også kommercielle formål, uden at kreditere ophavspersonen. Dog har sitene tilpasset licenserne, så man ikke må sælge dem videre på andre stock foto sites, på postkort mm., uden at have arbejdet videre med dem.

Pexels, Unsplash og Pixabay for brugere af stock fotos

Pexels, Unsplash og Pixabay tilbyder brugerne nogenlunde det samme. Så hvilken platform er mest interessant, hvis du leder efter stock fotos?

Stikprøver på søgeresultater viser at Unsplash og Pixabay giver væsentligt flere relevante billeder (som nævnt i afsnittet om Pexels).

Billederne lader til at være i højere kvalitet på Unsplash og Pexels, sammenlignet med Pixabay. Det skyldes meget muligt at det er Pixabays brugere, der vurderer billederne, i stedet for en professionel redaktion. Til gengæld har Pixabay en del grafik, hvilket Pexels og Unsplash ikke har. Skal du have stock video, skal du bruge Pixabay eller Pexels.

Pixabay og Pexels giver brugeren mulighed for at vælge størrelse på download af billederne. Det er en handy funktion, da billederne ofte skal bruges til web, hvor en høj opløsning ikke betyder alverden. Unsplash er nyligt begyndt at komprimere filerne, så de typisk er på et sted mellem 1 og 3 MB, hvilket gør dem nemme at anvende på web. Til gengæld kan man ikke få dem i fuld opløsning.

Når jeg søger billeder, starter jeg ofte hos Unsplash, da jeg finder det bedste forhold mellem udvalg og kvalitet.

Pexels, Unpslash og Pixabay for fotografer

Hvilken platform er mest interessant for dig, som fotograf? Det afhænger lidt af hvad du er ude efter – nedenfor gennemgår jeg seks parametre, der viser forskelle og ligheder mellem platformene, som jeg mener kan være interessante for dig som fotograf.

Hvor let er det at få godkendt et billede

Der er et par forskellige niveauer at se på, når det kommer til at få godkendt billeder. Niveauerne er ens for de tre platforme: Et billede kan være godkendt (men ikke søgbart), et billede kan være søgbart, og et billede kan blive “featured/udvalgt af redaktionen.”

Billeder der blot er “godkendt” er ikke så interessante, da de ikke rigtig bliver set af nogen. Mit indtryk er at det er nemmest at få godkendt billeder på Pixabay, og Unsplash og Pexels har omtrent samme kriterier. Det skyldes meget muligt Pixabays brugerbaserede godkendelse af billederne.

Når det kommer til at få gjort billederne søgbare, går det også langt nemmere på Pixabay. Hos Pexels er det sværest at nå gennem nåleøjet. Det lader dog til at være nemmere med video på Pexels, måske fordi det er nyt, og de er ved at udbygge videoarkiverne.

Det er ikke så nemt at få sine billeder i “featured” sektionen på nogen af platformene. Men det er her, det bliver interessant: Når et billede først er featured/udvalgt, bliver det eksponeret for mange brugere, og “likes” og “downloads” stiger voldsomt.

For at teste platformene, har jeg en lille stikprøve ved at uploade de samme 10 billeder på de tre platforme. Resultaterne blev: 3 featured images på Unsplash, ét på Pexels (samt 2 videoer) og på Pixabay har jeg ikke fået et billede udvalgt af redaktionen endnu. Så det lader til at være nemmest at få et featured image på Unsplash. Ser man over en længere brugsperiode, er det også på Unsplash at jeg har fået flest featured images.

Positiv feedback

Det kan være rart at få positiv feedback på ens arbejde fra dem der bruger billederne og fra andre fotografer. Platformene har lidt forskellige måder at give feedback på:

Likes: Alle tre platforme tilbyder “likes.” Mit indtryk er at det er nemmest at få likes på Unsplash, hvilket nok også hænger sammen med at jeg har fået flest “featured images” på Unsplash. Hos Pexels har jeg kun fået meget få likes.

184 likes – det mest “likede” billede jeg har uploadet til unsplash.com

Favorites: Pixabay giver også muligheden for at give et billede en stjerne, hvilket gør det til en favorit. Et par brugere har gjort et af mine fotografier til en favorit.

Collections: Unsplash og Pexels gør det muligt at oprette collections (samlinger) af billeder. På unsplash får fotografen en notifikation, når en anden bruger tilføjer et af fotografens billeder til en samling. Det fungerer som en kærkommen, positiv feedback. Jeg har desværre ikke fået et billede i en samling på Pexels endnu.

Kommentarer: Som eneste platform gør Pixabay det muligt at kommentere på andres billeder. Jeg har indtil videre fået 6 kommentarer – primært på tysk. Det lader til at det tyske community er det mest aktive, når det kommer til kommentarer..

Followers: Alle tre platforme gør det muligt at følge andre brugere. På Pixabay og Pexels vises hvor mange følgere man har på ens profilside. På Unsplash er det skjult, men stokkr.io kan bruges til at lave en optælling. I henhold til stokkr, har jeg fået 8 følgere på Unsplash. På Pixabay og Pexels er tallene henholdsvis 2 og 0 – men de platforme har jeg også kun været på et par måneder.

Statistik og information

Alle tre platforme tilbyder statistikker for ens billeder, primært i form af “views, downloads og likes.” Der er dog stor forskel på hvor lækkert statistikkerne vises. Pixabay halter noget bagud, mens Unsplash har formået at få det til at se virkelig lækkert ud. Dertil er Unsplash også gode til at sende månedens statistik via e-mail.

Pexels statistikside
Unsplash’ statistikside
Pixabays statistikside

Konkurrenceelementet

Pexels er lidt anderledes i forhold til de to andre på ét punkt: Det er en mere konkurrencebaseret platform. Pexels kører altid en eller flere challenges, hvor man som fotograf kan konkurrere inden for forskellige temaer. Vinderen får en lille præmie.

Pexels har også et leaderboard, hvor man kan se de mest succesfulde fotografer på platformen, og ens aktuelle placering på sitets rangliste er en væsentlig information på profilsiden.

Pexels leaderboard – der er lang vej til toppen…

Pixabay har også en side, hvor man kan udforske profiler, men ud over det, er der er ikke lige så stort fokus på konkurrence sammenlignet med Pexels. Unsplash har ikke en rangliste, men laver indimellem collections og indlæg, der fremhæver de mest populære billeder og fotografer.

Video

Pexels og Pixabay tilbyder også stock video. Det gør Unsplash ikke – men mon ikke det kommer snart..?

Pixabay har omkring 7000 videoer mens tallene for Pexels ikke er opgjort. Stikprøver på forskellige søgeord som “sunshine, moon, cars, traffic mv.” giver nogenlunde samme antal relevante videoer på begge platforme, så jeg formoder at video arkiverne er ca. lige store.

Pexels tillader lidt større videofiler end Pixabay. Videofunktionaliteterne er ikke helt på højde med dem for fotografier – eksempelvis vises statistik for videoer ikke på Pexels statistikside.

Under alle omstændigheder: Er du til video, er Pexels og Pixabay indtil videre de eneste muligheder.

Platformene som markedsføringskanaler

Det kan diskuteres hvorvidt det er en god idé at give sit arbejde væk gratis, uden at tjene penge på det. Måske kunne man tjene lidt penge på at sælge billederne gennem stock foto bureauer. Alternativt kan man også se det som markedsføringsomkostninger – reklame i form af “se hvad jeg kan, før du køber.” Men det kræver at der bliver genereret trafik til éns side…

Ser jeg på mine trafikkilder på Analytics, kan jeg se at jeg har fået én gæst fra Pexels og tre fra Unsplash. Det er så lidt at jeg ikke kan udtale mig om hvad der virker bedst til at generere trafik til eget website. Så indtil videre virker det ikke rigtig som markedsføringskanal for mit vedkommende.

Men andre har haft succes på den måde – læs f.eks. Samuel Zellers historie om at dele billeder via Unsplash.

Er Pexels, Unsplash eller Pixabay bedst?

Hvis du har besluttet dig for at dele, hvilken platform er så bedst? Det afhænger af hvad du er ude efter.

Hvis dine billeder ikke er helt perfekte, er det nok nemmest at få godkendt billeder samt at få lidt feedback på dem via Pixabay.

Tager du flotte billeder, og vil gerne have lidt feedback og bekræftelse på dem, er mit indtryk at man får mest af det via Unsplash.

Kan du godt lide konkurrenceelementet i det, og har brug for lidt udfordringer, så vælg Pexels.

Hvis du gerne vil dele videoer, så gør det via Pexels – de har stor fokus på video for tiden.

Men: Er du først igang med at dele, kan du ligevel dele dine billeder på både Pexels, Unsplash og Pixabay.

Jeg fravælger dog Pixabay fordi den er mindre lækker at arbejde med og for at koncentrere indsatsen om de to andre platforme.


Kommentarer

Skriv et svar

Jeg sender kun nyhedsbreve ud lejlighedsvis - 2-4 gange om året. Og du kan altid afmelde nyhedsbrevet igen ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet. Nyhedsbrevet er drevet med Mailchimp, og dine informationer vil derfor blive håndteret af Mailchimp.

© 2019 Stefan Grage